Drop søgemaskineoptimering

For nogle år siden da jeg startede med at tjene penge på mine hjemmesider, læste jeg på andre blogs hvor vigtigt det var at man lavede søgemaskineoptimering. Og så måtte jeg jo hellere gøre det. Jeg brugte en masse tid på at tilmelde min side til indexer og søgemaskiner, sørge for optimeret html, metatags, optimerede linktekster og hvad ved jeg.

I dag laver jeg stort set intet af den slags og jeg tjener mere end nogensinde. Jeg får ofte mails fra nybegyndere som gerne vil have viden om og hjælp til SEO, og mit råd til nye bloggere er: Lad være med at spekulere over det.

SEO-bloggerne skriver konstant om hvor vigtigt deres felt er. Fred være med det – de skal jo tjene deres penge på et eller andet. Men man kan ikke bebrejde uvidende mennesker at de så også tror det er altafgørende for at få succes.

For mig at se er SEO’ere en slags moderne troldmænd. De kan stort set påstå hvad som helst, og så lystrer folk, fordi de ikke forstår en brik om hvad der bliver talt om.

De fleste SEO-tips jeg støder på er baseret på sporadiske eksperimenter, som ikke holder en meter som videnskabelig undersøgelse. Disse tips bliver spredt som kællingesladder over hele blogosfæren. Når nogle søgemaskineeksperter skriver at noget er vigtigt, så må alle de andre eksperter også hellere skrive at det er vigtigt, og pludselig tror alle på at det er vigtigt.

Det vigtigste SEO-tip

Her er det bedste tip til søgemaskineoptimering: Skriv.

Søgemaskinerne skal nok finde din blog uanset om den er SEO’et eller ej. Jo mere indhold der er på din side, des mere er der at finde, og des mere trafik får du. Brug derfor din tid på at skrive, frem for en masse teknisk hokus pokus som måske/måske ikke virker.