Pristjek på danske affiliateprogrammer

Hvilket affiliateprogram er bedst?

Jeg har over de sidste par dage gennemført en omfattende prissammenligning af 9 danske affiliatenetværker, hvor jeg har sammenlignet dem på udvalg og pris.

Sammenligningen er foretaget på baggrund af 25 tilfældigt udvalgte kampagner som kører på flere forskellige netværker. For hver kampagne har jeg tjekket de 9 affiliatenetværker mht. om de udbød pågældende kampagne og til hvilken pris. For hvert netværk har jeg registreret hvor mange kampagner de havde i alt.

Resultaterne er lagt ind i et skema. Pga. at ikke alle affiliateprogrammer tillader at man offentliggør deres priser, har jeg fjernet den konkrete pris og i stedet markeret med farvekoder hhv. den højeste og laveste pris (men hvis man spørger pænt, kan man nok godt få det med konkrete tal på).

Se skemaet her

Vinderne

Adservice (77 kampagner i alt): På 9 af de 25 kampagner tilbød Adservice den bedste pris. På de øvrige lå de i de fleste tilfælde inden for 1-2 % af førstepladsen.

MikkelsenMedia (155 kampagner i alt): MikkelsenMedia er lidt af et wildcard. Ligesom Adservice havde de den bedste pris på 9 af de 25 kampagner. På en enkelt kampagner lå de dog lavest, og på mange af de øvrige lå de langt fra toppen. Til gengæld havde MikkelsenMedia det største udvalg af kampagner.

Adservice og MikkelsenMedia dækkede tilsammen alle de 25 kampagner. Med de to programmer alene er man altså dækket godt ind både mht. pris og udvalg.

Runner ups

Euroads, EtailMedia og Webgains (hhv. 144, 43 og 90 kampagner) løb hver især med sejren et par gange, og de lå sjældent i bund. EtailMedia har på det sidste kæmpet sig godt op og er værd at holde øje med. Euroads og Webgains har et stort udvalg af kampagner og især Webgains har mange helt unikke kampagner.

Taberne

Adfair (61 kampagner) tilbød den laveste pris på over halvdelen af de 25 kampagner og kom ikke i nærheden af den højeste pris på noget tidspunkt. Der var meget lidt unikt ved deres kampagneudvalg i øvrigt.

MM Medier (147 kampagner). Den eneste grund til at MM Medier ikke er fyldt med røde felter på skemaet, er at Adfair var med i testen. Hvis ikke Adfair havde været med, havde MM Medier ligget i bunden på de fleste programmer. Deres høje antal kampagner snyder idet rigtig mange bare er varianter af samme kampagne. Dog har de enkelte unikke kampagner.

IQ Medier (48 kampagner). Dette netværk er helt nyt. Desværre har de ikke rigtig noget at tilbyde konkurrencen endnu. Kampagneudvalget er lille, og priserne er lave. Det kan dog ikke udelukkes at de vil udvikle sig til noget positivt med tiden.

Outsiderne

Tradedoubler (105 kampagner). Det giver ikke et helt fair billede at sammenligne Tradedoubler med de øvrige affiliateprogrammer. Tradedoubler har et helt unikt udvalg af kampagner. I de få tilfælde hvor der er overlap med andre netværker, ligger Tradedoubler dog ofte i den lave ende.

Partner-ads (240 kampagner). Partner-ads er slet ikke med i undersøgelsen da de ikke tilbød en eneste af de 25 kampagner i testen. Konceptet i partner-ads er meget forskelligt fra de andre, og de har derfor nogle helt andre kampagner som er af meget svingende kvalitet, både godt og skidt.

Konklusion

Tre af de testede programmer, Adfair, MM Medier og IQ Medier, havde reelt set ikke noget at byde på. De tilbyder ikke engang nogle interessante markedsføringsværktøjer. Den eneste grund til at disse programmer tjener penge, må være at deres partnere ikke kender til andre programmer.

De øvrige programmer i testen tilbyder hver især noget interessant, enten i form af høje priser, unikke kampagner eller interessante markedsføringsværktøjer.

Det var et større arbejde at lave denne test, så jeg håber I kan bruge den til noget derude. Kommentarer er velkomne.

Skærpet konkurrence blandt danske affiliateprogrammer

I de forløbne par uger har der været gang i den blandt de danske affiliateprogrammer. Tidlere på ugen introducerede EtailMedia konceptet prisgaranti på flere af deres kampagner – hvis du finder kampagnen til en højere pris i et andet netværk, så lægger EtailMedia 5 % oveni denne pris. Samtidig erklærede de deres målsætning om at de ville tilbyde de absolut højeste priser til deres partnere.

Kort efter introducerede MikkelsenMedia en politik om at de som minimum ville give 80 % af fortjenesten til partneren, og samtidig røg prisen gevaldigt op på flere af de kampagner der i forvejen havde en rigtig høj CPC.

Ud over dette er der startet op til flere nye affiliateprogrammer på det sidste. Double.net er et lille svensk affiliateprogram som netop har åbnet for aktiviteter i Danmark. Og på under en uge er jeg desuden blevet kontaktet af to helt nye danske affiliateprogrammer: IQmedier og MotoMoto.

De nye programmer er endnu ikke kommet helt op i fart, men de skal nok komme til at bidrage til eller mærke konkurrencen på en eller anden måde, og efterhånden som jeg får testet dem, skal jeg nok skrive mere om dem her på siden. Som affiliate marketer er det bare dejligt at der er flere om buddet til at presse priserne i vejret.

Et højt ønske herfra er dog at affiliateprogrammerne ikke blot konkurrerer om at tilbyde den højeste pris, men også begynder at tænke i at udvikle interessante og unikke værktøjer for deres partnere, så man i højere grad kan automatisere indtjeningen.

EtailMedia affiliateprogram – anmeldelse

UPDATE 31.01.10: Mine seneste oplevelser med EtailMedia gør at jeg er blevet en lille smule mistænksom over for EtailMedia.

EtailMedia er et relativt ungt affiliateprogram som tidligere gik under navnet MinReklame. Gennem EtailMedia kan man vise reklamer for et mindre udvalg af kampagner.

Jeg har været medlem af EtailMedia over længere tid, men haft svært ved at finde dem interessante: Der var for få kampagner, ingen interessante unikke kampagner, og priserne var generelt lavere end hvad man kunne finde andre steder.

På det seneste er der dog kommet lidt mere gang i den på alle punkter. Jeg har fundet nogle unikke kampagner som jeg synes var værd at benytte, fx Penge & Privatøkonomi, som pt. ikke er i nogen af de andre netværker jeg bruger. Dels er begyndt at føre en mere aggressiv prispolitik, hvor deres målsætning er at være det netværk der giver den højeste pris.

På flere af deres kampagner har EtailMedia således indført prisgaranti. Det betyder at hvis du finder samme kampagne et andet sted til en højere pris, så lægger EtailMedia 5 % oveni den pris. Desværre er der endnu ikke prisgaranti på alle deres kampagne, men der bliver jævnligt føjet flere til.

Alt i alt vil jeg sige at EtailMedia er værd at holde øje med. De får flere og flere interessante kampagner, og på mange kampagner har de markedets absolut bedste pris – med garanti.

EtailMedia er åbne over for forslag til nye kampagner, så hvis man har en særlig annoncør, man er vild med, kan man jo foreslå det over for EtailMedia og se om de kan forhandle en bedre pris i land, end hvad konkurrenterne tilbyder.

Besøg EtailMedia

Sådan får du linkjuice fra Facebook

Update: Arrg! Denne metode virker nok alligevel ikke da facebook godt nok bruger dofollow, men desværre linker til dig med et redirect. Der kan dog være masser af andre gode markedsføringsmæssige grunde til at lave en facebook page.

Henriette Weber har skrevet et fint indlæg om Why and how to get fans to your facebook page som har inspireret mig til dette indlæg.

Hvis man dissikerer Henriettes indlæg, kan man se at det rent faktisk er muligt ikke bare at få klikbare links fra facebook, men også at få links som der flyder linkjuice igennem.

Opret en page

Fidusen består i at oprette en page for et eller andet, fx din hjemmeside eller et produkt relateret til din hjemmeside. Folk kan herefter tilmelde sig som fans af din side eller dit produkt.

Det er vigtigt at du opretter en page og ikke en group. Pointen er nemlig at hvis man kigger på den offentlige facebookprofil for en person – det som google får lov at læse – så listes også de pages som vedkommende er fan af, men ikke hvilke grupper personen er medlem af.

Disse links til fanpages er vel at mærke dofollow og crawlbare af google, så jo flere fans, des mere linkjuice. Derimod får facebookgrupper kun linkjuice hvis nogen linker til dem udefra.

Når du har oprettet en fanpage, så indstil den til at importere feeds fra din blog. Hver gang du skriver et nyt blogindlæg, postes det på din fanpage med et link til dit blogindlæg, og dette link er dofollow og crawlbart. Bemærk at det ikke er nok at bare skrive hjemmesidens url under info; det link er nofollow.

Som et eksperiment har jeg lavet en fanpage for min side 10000kr.dk. Den har i skrivende stund fået 11 fans – tusind tak til dem 🙂 Den har dog lige nu en pagerank på 0, så det er begrænset hvad det giver af linkjuice.

Update:

Jeg kan I øvrigt anbefale samtalen mellem Martin Thorborg og Henriette Weber hvor de snakker om brugen af sociale medier i forbindelse med markedsføring.

Godt nyt fra adfair

UPDATE 22/03/10: Selvom jeg for længst har fået mine penge fra Adfair, er der tilsyneladende stadig problemer. Læs kommentarerne nedenfor.

Kort efter at jeg havde offentliggjort min anmeldelse af Adfair, skete der pludselig noget. Jeg blev kontaktet af Henrik fra Adfair via den e-mail som jeg har registreret hos dem. Henrik skrev at han kunne forstå at jeg havde haft problemer med at få udbetalt penge (uden nogen henvisning til artiklen i øvrigt). Jeg svarede på mailen og uddybede problemet, og i dag har jeg fået udbetalt mine penge.

Det er jo fornemt. Jeg er meget tilfreds. Jeg spekulerer dog lidt på hvad der er foregået her. Der er en klar sammenhæng mellem at jeg skriver et negativt indlæg her på bloggen og at Adfair pludselig reagerer efter et års tavshed.

1. Kan det skyldes at Adfair har skiftet ejer, og den nye ejer er mere bekymret for sine partneres ve og vel end den gamle ejer var?

2. Eller kan det skyldes at at mit indlæg straks røg på forsiden af google når man søger på adfair, og de således bare var interesseret i at lave reputation management og betale for at jeg skulle tie stille, eller ligefrem skrive positivt om dem?

Med andre ord: Er Adfair begyndt at behandle alle deres partnere ordentligt, eller er det kun mig, fordi jeg brokker mig synligt? Skal jeg ændre min anmeldelse af Adfair, nu hvor jeg er blevet betalt? Var det det der var pointen med at betale mig?

Min anmeldelse afhænger imidlertid ikke kun af mine egne direkte erfaringer. Selvom jeg nu har fået mine penge, så er der stadig masser af historier derude om folk der ikke har fået deres penge. Jeg er ikke overbevist om at jeg kan anbefale Adfair til andre, bare fordi de nu har behandlet min sag.

Jeg vil gerne være fair over for Adfair, men også over for mine læsere. Men det er umuligt for mig at bedømme om de virkelig har har skiftet kurs, eller om de bare prøver at lukke munden på de mest højlydte.

Derfor vil jeg meget gerne høre fra andre der har fået deres udestående. Og til dem der har penge til gode hos Adfair, så prøv at skrive til dem igen og se om det virker nu.

Hvis du har din egen blog om affiliate marketing el.lign., så er du meget velkommen til at hjælpe mig og spørge dine egne læsere om der er nogen der har oplevet noget i samme stil med Adfair. Jeg er meget interesseret i at høre andres erfaringer.

New kids on the blog

Siden jeg i oktober begyndte at fortælle om hvor meget jeg tjener på min hjemmeside, har jeg været i kontakt med mange som enten lige var startet på deres eget projekt, eller som jeg har inspireret til at kaste sig ud i det. De har også været med til at inspirere mig tilbage, så tag lige et kig på de nye drenge. Det ser ud til at jeg har startet en trend med at fortælle om hvor meget man tjener.

Rune Risom

Rune har tilsyneladende fundet en rigtig god fidus til at tjente penge på affiliate marketing. Han har fortalt mig lidt om de tekniske aspekter af det, men nu er han også begyndt at blogge om det, så forhåbentligt slipper han et par af sine godbidder. Første måned tjente han 4.633 kr., så det er rigtig spændende at se hvordan det går når han har fået mere erfaring med sit projekt.

Jonathan Miller

Jonathan er en flittig herre der på få måneder har startet en hel masse projekter, bl.a. et par hjemmesider, et medibureau, en e-bog og en shoppingportal. Det kan jo være farligt at kaste sig ud i så mange ting, men Jonathan ser ud til at få ført sine projekter ud i livet. I sin blog på pengetid.dk fortæller han om hvor meget han tjener på sine projekter.

Casper

Casper har startet hjemmesiden rabatoversigt.dk, og på sin blog fortalte han for nylig bl.a. hvordan han tjente 20.000 kr. på at sælge en hjemmeside som han havde brugt et par måneder på at lave, så han må vide lidt om hvordan man tjener penge på hjemmesider.

Allan

Allan er helt ny ud i at lave hjemmesider, men han har kastet sig ud i projektet isenkramnyt.dk. Jeg håber Allan på et senere tidspunkt vil fortælle lidt om hvordan det går for ham med at tjene penge.

Så meget tjente jeg på nettet i januar

Så er januar gået, og som jeg lovede på 10000kr.dk i starten af januar, vil jeg fortsætte med at fortælle om hvor meget jeg tjener på nettet her på Araknosofi.

Da januar plejer at være min bedste måned indtjeningsmæssigt, havde jeg regnet med at denne januar ville slå min personlige rekord på 8.453 kr.  i november måned. Det kom jeg ikke til, og man må sige at jeg hurtigt er blevet forvænt med en høj indtægt, for for første gang i et halvt år, synes jeg at måneden har været lidt skuffende.

Her er tallene:

Google Adsense: 4.959 kr.
Adservice: 2.121 kr.
Sponsorcar: 1.784 kr.
Partner-ads: 1.129 kr.
Euroads: 382 kr.
MikkelsenMedia: 363,03 kr.
Tradedoubler: 363,03 kr.

Udgifter: -3.088 kr.

I alt et overskud på  8.013 kr. Og ja, så er man da en snotforkælet unge hvis man er skuffet over det, for det er jo stadig et ret pænt resultat.

Det der har skuffet mest, er at jeg har satset lidt mere på at købe reklame for 10000kr.dk, hvilket ikke har haft den effekt, jeg kunne tænke mig. Reklameudgifterne har således været væsentligt højere end de sidste måneder, men den ekstra satsning har kun lige tjent sig selv hjem, uden at give større overskud.

Og nej, det er ikke en skrivefejl at MikkelsenMedia og Tradedoubler begge har givet 363,03 kr.! Det er et kosmisk numerologisk sammentræf 😉

Affiliateprogrammet Adservice har klaret sig rigtig godt. Dem har jeg ellers ikke så mange erfaringer med endnu, men de har givet fire gode leads a 500 kr. + det løse.

MikkelsenMedia er jeg også helt vild med. Selvom det ikke er mange penge, så er det fuldstændig gratis, da jeg bare linker til deres autogenererede indhold. Det er nemme penge, som jeg har planer om at udnytte bedre fremover.

Araknosofi

Ja, denne side er jo helt ny. Jeg har ikke gjort meget for at få penge ud af den. En enkelt adsenseblok har jeg sat ind, og den har givet 8 $ på et par uger. Ikke noget der rykker på min privatøkonomi, men det er da sjovt at have mere end 10000kr.dk som indtægtskilde.

Til gengæld er det rigtig sjovt at lave denne side, og jeg er kommet i kontakt med en masse nye mennesker. Så tak til alle jer der har vist interesse og kommenteret på mine indlæg.

Fremtidsplaner

Jeg er lige startet som ph.d.-stipendiat, hvilket er fantastisk spændende og kommer til at tage rigtig meget af min tid. Så udviklingen af mine internetprojekter kommer til at gå langsomt fremover, men jeg slipper det ikke helt. Det er en fin måde at slappe af på fra de mere højflyvende tanker; nogle løser sudokuer – jeg laver affiliatemarketing.

Jeg har købt domæner til et par andre projekter som jeg har liggende i skrivebordsskuffen, og som jeg udvikler stille og roligt. Der kommer til at gå lidt tid før der kommer penge ud af det, og et par af siderne er slet beregnet til at tjene reklamekroner på, men er mere tænkt som en slags personlig branding. Men mon ikke de dukker op før eller siden i min indtjeningsrapport?

Du kan se tidligere indtjeningsrapporter på blog.10000kr.dk.

Partner-ads anmeldelse

Partner-ads var vistnok det første affiliateprogram jeg tilmeldte mig overhovedet. Det var i hvert fald der jeg tjente mine første affiliatekroner. Det er hverken kønt eller avanceret, og en stor anddel af annoncørerne er halvamatører (mig selv inklusiv ;)), hvilket nok kan få nogle til at skynde sig hurtigt videre.

Jeg har dog haft held med at finde nogle rigtig gode kampagner gennem tiden imellem en masse ragelse, så det er absolut en god ide at tilmelde sig – om ikke andet, så i hvert fald for at holde øje med det.

Plusser

  • Rigtig mange og unikke kampagner.
  • Partner-ads tager kun 20 % af annoncørens pris og 80 % går til partneren. Det må være markedets højeste anddel.
  • Betaler hurtig og stabilt.
  • God service.

Minusser

  • For mange uprofessionelle annoncører.
  • Primitivt rapportsystem.
  • Man skal godkendes af hver enkelt annoncør (det er dog sjældent svært).

Min vurdering er at det er et fint program for nybegyndere. For erfarne webmastere kan det virke lige lovligt primitivt, men indimellem kan der være nogle rigtig gode kampagner i den rigtige niche, med bedre priser end man finder hos konkurrenterne, så det er absolut værd at holde øje med.

Besøg Partner-ads.com.

Google AdSense anmeldelse

Der er ikke så meget at sige: Adsense er nr. 1 når det handler om at tjene penge automatisk på sin hjemmeside eller blog. Kom i gang med det samme.

Ok, hvis du vil have lidt mere at vide: Med Adsense indætter du en lille kode på din hjemmeside. Adsense scanner så din hjemmeside og finder automatisk nogle relevante annoncer at vise.  Når koden først er indsat, behøver du aldrig mere at røre ved det igen: annoncerne er altid friske, og Adsense sørger for at måle sin egen performance og optimerer det sådan at de mest effektive annoncer vises på den mest effektive måde i forhold til din side.

Med Adsense slipper man altså for en masse besvær med at optimere annonceindtjeningen for sin side, og man kan bruge kræfterne på andre ting, såsom at skaffe flere besøgende til siden.

Adsense er uden tvivl den nemmeste måde at komme i gang med at tjene penge for nybegyndere. Men det er samtidig en videnskab i sig selv at optimere sin Adsense-indtægt, så hvis man absolut vil bruge tid på at nørkle med det, så kan man også det.

Konklusionen er at hvis du kun skal tilmelde dig ét affiliateprogram, så skal det være Adsense, men Adsense er så specielt at det ikke kan sammenlignes med andre affiliateprogrammer, så det er en god ide at supplere det med mere traditionelle programmer.

Tradedoubler anmeldelse

Tradedoubler er et af de rigtig store internationale affiliateprogrammer. De er topprofessionelle og har rigtig mange store brands tilknyttet, så man skal absolut ikke være bange for at tilmelde sig deres program.

Mine er erfaringer med Tradedoubler er dog lidt brogede. Ikke at der er noget som helst at udsætte på deres troværdighed eller professionalisme, men jeg har altid haft pokkers svært ved at tjene ordentlige penge hos dem.

Plusser

  • Superprofessionelt.
  • Rigtig mange og unikke annoncører.
  • Mange avancerede features.

Minusser

  • Tradedoubler tager en stor bid af kagen selv – priserne ligger i den lave ende.
  • Det kan være tidskrævende at administrere annoncerne pga. de mange features.
  • Man skal ansøge og godkendes af hver eneste annoncør, og de kan være strikse indimellem.

Jeg har aldrig været god til at udnytte de mangler muligheder for at administrere annoncerne, og det er krævende at sætte sig ind i det. Derfor er det svært for mig at give en retfærdig beskrivelse af alle de ting man kan.

Alt i alt er min fornemmelse at småaffiliates som mig selv ikke får den bedste udnyttelse af reklamepladsen ved at bruge Tradedoubler. Det er ikke for nybegyndere, men hvis man har de tekniske forudsætninger og et site der er stort nok til at udnytte de mange features, kan de absolut en helt masse som ingen andre affiliateprogrammer kan.

Besøg Tradedoubler.