Kan man blive rig på at skrive en blog om at blive rig?

Da jeg gik i folkeskolen var der engang en af mine kammerater der fik en genial ide. Ideen var at man skrev en bog som hed “Sådan bliver du rig” og det eneste der skulle stå i bogen var “Gør ligesom mig og skriv en bog om hvordan man bliver rig”.

Den fidus er der sikkert flere der kender i forskellige variationer. Den holder selvfølgelig ikke. Vi kan ikke alle sammen skrive om at blive rig, for det er der næppe publikum til.

Men er det mon lidt det samme projekt jeg selv har gang i? Jeg må blankt erkende at jeg ikke har meget erfaring med at skrive om andet end at tjene penge, og med denne side er projektet lidt at få andre til at tjene penge ved at gøre det samme som mig.

Den holder heller ikke. Vi kan ikke alle sammen tjene penge på at skrive om at tjene penge på at skrive om at tjene penge på at…

Mit næste projekt skal være en side som handler om noget helt andet end at tjene penge, men hvor mit skjulte projekt stadig er at det skal give mig en ekstra indtægt. Det vil give mig lidt mere autoritet i forhold til det jeg skriver om.

Indtil da må I bære over med mig.