Hvor meget vil du knokle for at tjene 1 kr. om dagen?

Interessant indlæg på antphilosophy.com: Mikael skriver om at han har regnet ud at han i snit tjener 1 kr. om dagen for hver artikel han skriver på sine websites.

Pointen er at 1 kr. om dagen er 365 kr. om året, eller 1461 kr. på fire år. Hvis du bruger en time på at skrive en artikel, er dette altså den timeløn du får for det. Hvis du kan nå at skrive fire artikler på en time, er timelønnen fire gange så høj.

Jeg hjælper tit folk igang med at blogge. Mange giver op fordi de ikke får en hurtig gevinst ud af det. Så foretrækker en fast løn på 200 kr. eller mindre for en times arbejde, som de til gengæld får hurtigt udbetalt, frem for en langsigtet investering.

Den eksponentielle kraft

Jo mere man skriver, des mere tjener man. Men regnestykket er ikke så simpelt som 1 kr. pr. artikel. Det er mere bedre.

  • Hver artikel man lægger på nettet, er en potentiel indtægtskilde mange år fremover.
  • Hver artikel man skriver, øger indtægten for alle andre artikler man allerede har skrevet og kommer til at skrive i fremtiden. Artiklerne linker til hinanden, og de besøgende kan potentielt besøge flere af dine sider.
  • For hver artikel man skriver, forbedrer man sine skriveevner. Man bliver en mere effektiv skribent, og kan skrive bedre indlæg på kortere tid.
  • Jo flere artikler og jo længere tid man har haft sit website, des bedre er Adsense til at optimere indtægten, og jo mere tjener man på de besøgende.

Er 1 kr. pr. artikel pr. dag realistisk?

Absolut! Jeg vil endda sige at det bare er et foreløbigt mål. I starten af min webmasterkarriere tjente jeg meget lidt på mine artikler, men efterhånden er jeg blevet skrappere til det. Jeg er blevet bedre til at holde styr på reklamer osv. På mine mest vellykkede artikler tjener jeg langt over en krone pr. dag.

  • Denne side, araknosofi.dk, er min mindst indtjenende side. Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at gøre den effektiv. Siden mit sidste indlæg for 1½ måned siden har jeg tjent 300 kr. i fra Adsense alene. Det er ikke en formue, men jeg har ikke rørt en finger i 1½ måned, så timelønnen er god!
  • Mit seneste blogindlæg på 10000kr.dk om Aktiespillet 2010 har givet mig over 2000 kr. på et par uger. Det tog under et kvarter at skrive. Ok, så er der så også et affiliatelink i som betaler godt, men alligevel, det er 125 kr. pr. dag.
  • I mandags tjente jeg 1,8 kr. på artikel på 10000kr.dk. på adsense alene.

Der er naturligvis stor variation. Mine dårligst performende sider har kun givet få klik i deres levetid, mens jeg har tjent mange tusinde på andre sider i deres levetid.

Hovepointen står dog fast: Den tid jeg har brugt på at opbygge websites de seneste par år, er godt givet ud. Min gennemsnitlige timeløn er højere end jeg regner med nogensinde at få for et regulært arbejde. Og den bliver ved med at stige.

Alligevel har jeg valgt at have et fuldtidsarbejde, som giver mig meget lidt tid til at vedligeholde hjemmesider. Hvorfor? Fordi der er andet i livet end penge. Lige nu har jeg et fantastisk sjovt, men ikke særlig godt betalt arbejde som giver mig en hel masse andre ting end lønnen. Det skal man jo også lige huske.